II Den magtpolitiske del af romersk ekspansion.
“Alle lande har en hær, deres egen eller naboens”, lyder et kendt citat. Det var og er besiddelsen af en effektiv hær og villigheden til at anvende den, der er forudsætningen for en stats overlevelse. Og det var den romerske hær og dennes anvendelse der skabte et verdensrige, men samtidigt udhulede republikken. Denne proces skal analyseres nærmere nedenfor.
IIa Romersk udenrigspolitik/holdning til krig.
Efter Verdenskrigenes blodbad og Vietnam er der en tendens til at vi vesteuropæere væmmes ved krig, det er svært for os at retfærdiggøre især offensiv krig. Således forstår vi også historien. Vi glemmer, at ikke alle, til alle tider, har tænkt som vi, græske og Roms bystats-borgere tøvede ikke med at gå i krig, ofte årligt og ofte offensivt.
I perioden som bystat hvor Rom stredes med de andre bystater i Latium grundlagdes et ideal om at en krig skulle være retfærdig (Ius Bellum) for at kunne føres og vindes.[2] Dette afspejler at hovedparten af Roms soldater var bønder, og bønder foretrækker at dyrke jorden.[3] Men allerede fra 327 f.v.t. frem til Anden Puniske Krig i 218 f.v.t. var romerne i felten stort set hver sommer mod Italiens andre beboere, Kong Pyrrhos af Epeiros, og Karthago. Derefter var legioner i garnision og kamp hele året på fjerne steder som den Iberiske halvø og Makedonien.[4]
Derudover opstod i Latium en vigtig doktrin; ”den romerske Del og hersk”- politik. Romerne knyttede de forskellige bystater til sig med traktater, der belønnede hver enkelt med egne privilegier efter hvor meget de havde støttet eller kæmpet imod romerne.[5] Dette gjorde de enkelte allierede (Socii) mere loyale, så længe Rom havde fremgang.
Det sidste er en vigtig pointe. Romerne blev stædigt ved at kæmpe, i med- og modgang til de var modstanderen overlegen, og de sejre Pyrrhos vandt over dem har siden lagt navn til en sejr med så store tab at den ikke kan bruges til noget, en ”Pyrrhos-sejr”.[6] Ligesom de nægtede at forhandle med Pyrrhos’ ellers fremragende diplomat Kineas om fred. Rom forhandlede aldrig fra et svagt standpunkt.[7] Den samme tendens kan følges fremefter, ikke mindst under Anden Puniske Krig hvor romerne trods nederlag efter nederlag til Hannibal bliver ved at stampe nye legioner op af jorden. Romerne var som en terrier, når de først havde bidt sig fast slap de ikke igen.
Dette var sandsynligvis betinget af nødvendigheden af fasthed, hvis ikke forbundsfællerne skulle falde fra, og kunne kun lade sig gøre fordi de ikke faldt fra.[8] Og med legionærer i kamp hvert år var fastheden til at tage og føle på. Hvis romerne oprindeligt var bønder og mod at forlade markerne, var de nu vænnet til at en stor del af dem var i felten hvert år[9].
I den af os primært behandlede periode, var Rom reelt den eneste magtfaktor i det vestlige Middelhav og fastheden var blevet nærmest til arrogance. Min vurdering er at de krigeriske og krigsvante (men tilsyneladende ikke krigstrætte) romere var opsat på ikke igen at skulle ud i en eksistenskamp med en ligeværdig modstander som de lange og udmarvende krige mod Karthago. Derfor blev enhver potentiel trussel mødt hårdt mod hårdt.[10]
To eksempler skal tjene til at illustrere dette, begge angår de tre andre stormagter omkring Middelhavet. Diadokerne/diadokerrigerne (efterfølgerne, altså de riger Alexander d. Stores generaler byggede på ruinerne af hans imperie efter hans død), Makedonien, Seleukiderriget (Persien) og Ptolemaierriget (Ægypten). Disse havde siden Alexanders død holdt hinanden i skak i en art magtbalance, og var virkelige stormagter.[11]
- Den første indtraf da Ptolomaierriget var svagt og Phillip V af Makedonien i 204- 201 f.v.t. angreb deres besiddelser, Thrakien og Samos. Han bekymrede dermed de græske byer,[12] som sendte flåder mod ham og en gesandt til Rom med bøn om hjælp. Philip havde ydet Karthago støtte, men ikke meget. Og det kan undre at Rom omgående sendte et gesandtskab til Makedonien og forlangte at han indstillede sine krigshandlinger. Dette afslog Philip, og fik overrakt en krigserklæring. Philip var lamslået, Rom havde ingen vitale interesser på spil og havde lige overstået en overlevelseskamp, alligevel erklærede de en mægtig modstander krig.[13] Den faste politik var reel trods den krigstræthed der må have eksisteret i Rom efter store tab og ødelæggelser i kampene mod Hannibal. Fire år efter kunne konsulen Titus Quinctius Flamininus 196 f.v.t. på de Isthmiske Lege i Korinth erklære de græske byer frie. De romerske legioner havde besejret den frygtede makedonske phalanks, og grækerne jublede. Dette fik ende, efter flere trakasserier, intriger og oprør nedkæmpede romerne brutalt al modstand, knuste et Seleukid invasionsforsøg, og gjorde områderne til provinser.
- Den anden minder om den første, blot var det en endnu mægtigere modstander og en endnu mere berømt begivenhed. I 170 og 168 f.v.t. førte Seleukiderriget krig mod Ptolomaierne, det første felttog var en succes, men det andet mødtes på marchen mod Alexandria af en ældre herre, Gaius Popillius Lænas. Han overrakte kong Antiochus IV, der kaldte sig selv Theos Epiphanes("Gud Manifesteret") af andre kaldet Epimanes ("Den Gale"), et ultimatum. Senatet instruerede ham til øjeblikkeligt at trække sig tilbage og lade Ægypten i fred. Kongen udbad sig tid til at diskutere det med sine rådgivere, men Lænas trak med sin stok en cirkel i sandet omkring ham og krævede svar inden han trådte ud. Antiochus bøjede sig. Samtidens største og måske rigeste rige med en ambitiøs konge skulle ikke have noget af at bide skeer med romerne. Og metaforen om en ”streg i sandet” gled ind i vort sprog.[14]
Vi kan således se at romernes faste politik i det andet århundrede f.v.t. havde udviklet sig til, at man nu satte hårdt mod enhver trussel, reel eller potentiel. Inden vi ser på holdningen til krig i Senrepublikken (tiden efter 133 f.v.t.), er det på tid at vende blikket mod romernes hær.
III Den romerske hær.
Den hær romerne brugte til deres magtpolitik var usædvanlig effektiv og opbygget omkring det tunge infanteri i legionerne, suppleret med lettere allierede tropper og rytteri.
Den romerske stædighed afspejlede sig også her, som Pyrrhos måtte konstatere, måtte man selv i sejr over romerne regne med svære tab. Harris har påvist at romerne var usædvanligt krigeriske og ”hårde” selv for en krigerisk samtid.[15] Og selv hærdede makedonske phalangiter (arvtagerne til korpsånden hos Alexanders hær) frygtede legionerne.[16] Disse var formeret på Ca. 5000 mand organiseret i underafdelinger, men med legionen som den primære administrative og operative enhed. For at gøre tjeneste i disse legioner skulle man (forsimplet) være romersk borger over en hvis formue og i alderen 17- 46. Hovedparten var bønder, men officer var fra overklassen.[17] Havde Rom en svaghed var det mangel på rytteri, men med tiden viste der sig også en anden.
Når den romerske bonde nemlig pludselig var i felten flere år i træk gik hans gård hårde tider i møde.[18] Småbønderne havde ikke råd til slaver, og det var så op til kone og børn at dyrke jorden, ofte stod den så udyrket hen.[19] Lægger man dertil ødelæggelserne i krigene og evt. chikane fra stormænd med interesse i at overtage jorden, er det naturligt at vi ser en nedgang i småbøndernes antal fra Anden Puniske krig. Mange blev daglejere eller flyttede til Rom hvor de indgik i et stadigt større og mere ustyrligt byproletariat. Dermed var der færre og færre potentielle soldater til tjeneste. At det tog så lang tid før det gik galt skyldes uden tvivl at romerne tog mange slaver som dyrkede jorden på stormændenes brug. I og for sig godt nok, da man så kunne holde legionerne i felten året rundt i de seks år der var gennemsnit i senrepublikken.[20] Men når de små bondebrug blev færre faldt rekrutteringsgrundlaget, og selvom de små landbrug ikke forsvandt fra Italien, så blev de færre. Forsøg på at sikre rekrutteringsgrundlaget blev centralt for de sidste Ca. 100 år af republikken, og flere politikere forsøgte forgæves løsninger.
Før vi ser på disse kritiske år er det for at forstå udviklingen nødvendigt at se på det politiske system i Rom.
IV Det politiske System i Rom.
Res Publica Romana blev groft sagt styret af to Konsuler med noget nær samme magt som kongerne havde haft.[21] Disse tjente et år af gangen og blev valgt på Centurieforsamlingen, hvor de to øverste klasser havde overvægt af stemmer. For at være valgbar til embedet skulle man have en hvis alder og undtagen i særtilfælde tilhøre senatet og have gennemgået en foreskrevet karierre gennem de andre romerske embeder (Cursus honorum). Senatet var i teorien kun rådgivende, men det var reelt herfra republikken blev styret.
Dog havde Folkeforsamlingen stor magt. Denne valgte ti Folketribuner med vetoret overfor alt. Oprindeligt havde dette været plebejernes talerør og beskyttere overfor patricierne i Stænderkampen (509 f.v.t. – 367 f.v.t.), men embedet blev efterhånden endnu et redskab for patriciernes magtudøvelse. Mere om dette nedenfor.
Patricierne var aristokraterne, resten af folket var plebejere og selvom ridderstanden blev umådeligt rige, kunne de ikke vælges til Senatet. Kun i sjældne tilfælde lykkedes det en ”Ny Mand” at opnå konsulembedet, der gjorde ens efterkommere til patriciere.
Konsulatet var højdepunktet enhver patriciers karierre. Med kun to embeder til 300 senatorer var konkurrencen intens. Da umådelige rigdomme for begyndte at strømme til Rom fra erobrede områder begyndte ambitiøse patriciere derfor at spendere enorme summer for at skabe sig et navn gennem byggerier, gladiatorlege, kornuddelinger O.L.. Dette krævede større indtægter end deres jord kunne give og de måtte låne. Den eneste vej ud af gælden var at blive Prætor eller Konsul, da disse embeder kunne føre til administration af en provins efter embedsperiodens afslutning, og en provins kunne give endog meget store indtægter.[22]
Den intense konkurrence bleb skarpere og skarpere, og metoderne til at vinde den mere og mere ryggesløse. Samtidigt med de store problemer med det dalende rekrutteringsgrundlag for hæren.
Den første der forsøgte at løse det var T. Gracchus i 133 f.v.t., ved på meget kontroversiel vis at gennemtvinge et forslag om at uddele store dele af ”Ager Publicus” til jordløse borgere i Folkeforsamlingen.[23] Dette skulle finansieres gennem indtægterne fra Pergamon, der var testamenteret til Rom af sin sidste konge. Da han søgte genvalg som Plebejertribun for at sørge for det blev gennemført gik han for vidt for sine standsfæller og en sammensværgelse anført af hans fætter slog ham og flere af hans tilhængere ihjel under uroligheder på valgdagen.[24] Men dermed var det ikke slut, ti år senere blev Tiberius’ lillebror Gaius valgt som Plebejertribun og fortsatte samme linie. Med endnu mere radikale forslag, hvoraf de to sidste ville styrke rekrutteringsgrundlaget.
- Ridderstanden (Roms næstrigeste, og meget rige, men plebejere) fik sæde i domstolene.
- Gratis uddeling af korn til Roms underklasse.
- Oprettelse af en koloni af jordløse hvor Karthago havde ligget, disse ville så have jord og dermed kunne tjene i legionerne, og de ville udbrede Roms kultur.
- Det romerske borgerskab med dettes privilegier skulle udbredes til Forbundsfællerne.
Dette gik imod patriciernes interesser og da disse ikke havde taleret i Folkeforsamlingen benyttede de en anden Plebejertribun. Denne fik forpurret de to sidste og det kom til uroligheder med regulære gadekampe i Rom. Senatet indførte undtagelsestilstand og Gaius med 3000 af sine tilhængere blev dræbt. Uroligheder og gadekampe blev en fast bestanddel af politik frem mod Republikkens fald, de sidste år forhindrede væbnede bander lovlige valg og terroriserede modstanderne.
Det er svært at sige om Graccherne forsøgte at afhjælpe problemerne med en stor jordløs underklasse og få styr på den meget store og urolige underklasse i Rom (der på dette tidspunkt har nærmet sig en million indbyggere), eller de udnyttede det i et ambitiøst forsøg på at udvide egen magt i konkurrencen om embeder. Men én ting er sikkert, Graccherne viste folket at det havde magt, noget hverken folket eller senere ambitiøse patriciere glemte.
Nu er vi ved at have lagt det puslespil, der er Republikkens fald, blot mangler de to sidste, personificeret ved Marius og Sulla, de forståes bedst ved at vende tilbage til hæren.
V Marius’ hærreform.
Republikken var i krise, slaveoprør hærgede Sicilien hvor meget af Roms korn kom fra, og i Numidien ryddede Jugurtha i åben trods sine regerende fætre af vejen og blev kronet. Imens var Rom præget af voldsomme politiske kampe og korruption. Jugurtha skal have kaldt byen ”En by til fals og dømt til udslettelse hvis den finder en køber”.[25] Ser vi på holdningen 150 år før hvor Kineas kom tilbage fra Rom og berettede at senatorerne havde afslået gaver han havde tilbudt som en naturlig del af græsk diplomati. Senatorerne ”tog ikke mod bestikkelse”,[26] kan vi se at den skærpede konkurrence havde ændret denne.
Utilfredshed med dette gav sig i 107 f.v.t. udtryk i at en ”Ny Mand” blev valgt fra ridderstanden til det ene konsulembede, Gaius Marius. For at få soldater mod Jugurtha lod han alle frivillige indrullere uden skelen til indkomst. Jordløse (primært bondesønner- ikke Roms proletariat[27]) fik dermed mulighed for bytte og jord. Frivillige strømmede til, og Marius førte Jugurtha i Triumf 104 f.v.t.. Samtidigt truedes Rom af den første germanske folkevandring. Kimbrer og Teutoner havde tilføjet en konsulærhær et ødelæggende nederlag ved Arausio. Barbarfrygten bredte sig i Rom, der ikke havde glemt gallerstormen i 387 f.v.t., og Marius blev år efter år til 100 f.v.t. valgt til konsul til han i en særkommando havde besejret dem. Modstand fra senatet hindrede gennemførelsen af Jorduddeling til veteranerne i Plebejertribunalet.[28] Men Marius havde skabt en ny slags hær, hvor soldaterne ikke længere var loyale overfor staten, kun overfor sin hærfører hvis succes kunne sikre dem et udkomme.[29]
Lucius Cornelius Sulla så og udnyttede dette i striden om kommandoen mod Kong Mithridat af Pontos. [30] 89 f.v.t. havde denne benyttet romernes krig med Forbundsfællerne (der krævede Borgerskab eller selvstyre) til at erobre det meste af det moderne Tyrkiet. Her og i 88 f.v.t. da han invaderede Hellas blev et stort antal romerske borgere slagtet (forskellige kilder angiver 40.000- 150.000) og Rom måtte reagere. Senatet gav kommandoen til den ene Konsul, Sulla, men Plebejertribunalet gav det i stedet til den aldrende Marius.
Sulla havde hvervet en hær af den nye type, og da den kun var loyal overfor ham, rykkede han mod Rom selv og gennemtvang senatsbeslutningen. Derefter slog han Mithridates og vendte tilbage belæsset med bytte. Her havde hans modstandere taget magten og undertrykt hans støtter. Sullas hævn blev uhørt, tusinder blev slået ihjel af hans hær og 4700 proskriberet (offentliggjort på en liste, frakendt liv og ejendom), uden dom blot ved den magt hans legioner gav. Den konfiskerede jord fik disse legionærer og Sulla blev valgt som Diktator uden tidsbegrænsning (et embede, valgt med absolut magt for et halvt år i nødssituationer).[31]
Der var intet på spil i denne blodige affære, blot magt og Sulla opnåede den. Herefter gennemførte og omstødte han love med henblik på at styrke senatet, Bl.a. mistede Ridderstanden sæde i domstolene. I 79 f.v.t. trak han sig tilbage og døde året efter. Men ingen romersk patricier glemte igen at en særkommando kunne give rådighed over en privat hær og Absolut magt.
Som Graccherne viste folket dets magt og Marius skabte ”private” hære havde Sulla vist hvad disse kunne gøre. Scenen var sat for republikkens fald, de kommende år afventede den blot at en stærk mand skulle træde op på scenen og tage hovedrollen...
VI Opsummering og delkonklusion, Res Publica Romanas fald.
Vi har set hvordan den efterhånden aggressive romerske udenrigspolitik og konstante krigsførelse udtyndede rekrutteringsgrundlaget for hæren og delvist erstattede frie bønder med slaver. Vi har set at dette skabte problemer for hæren og hvordan de jordløse mobiliseredes i kampen for agrarreformer, såvel som i hæren. Og hvordan senatet bekæmpede jordreformer.
Vi har også set hvordan det efterhånden blev nødvendigt for en politisk karierre med en provinskommando og hvor stor konkurrencen om disse var. Og at jordløse soldater kun var loyale overfor deres hærfører, samt hvor villige de var til at vende sig mod selve Rom.
Her er det, ti år efter Sulla om hvem han ofte udtalte at denne havde været tåbelig at nedlægge sit diktatur, trådte en intelligent og ambitiøs mand op på scenen, for aldrig at blive glemt igen, Gaius Julius Cæsar.
På sin vej mod magten spillede han på alle beskrevne faktorer. Folkets opbakning for at kunne fastholde sine særkommandoer og konsulater, og legionærernes loyalitet til at vinde enorme rigdomme i Gallien, som kunne fremme karierren mere. Ligesom han vendte legionerne mod Rom selv, vandt borgerkrigen med dem og opnåede en endnu større magt end Sulla.
I den lå også kimen til hans fald, ved sin absolutisme spærrede han vejen for næste generations opstigen, og i en sammensværgelse blev han 15 marts 44 f.v.t. dolket ihjel. Morderne forsøgte at genoprette republikken, men de samme problemer dominerede den stadig og der var politisk kaos efter mordet, en ny hovedaktør og stærk mand var nødvendig for at tøjle alt dette:
”19 år gammel samlede jeg på eget initiativ og for egne midler en hær, med hvilken jeg befriede republikken, der var undertrykt af klikevælde” skrev Octavian i levnedsbeskrivelsen på sit Gravmæle.[32] Han var Cæsars grandnevø, arving og adoptivsøn og han erobrede den magt Cæsar havde haft. Han blev ”Augustus”, ”Den Ophøjede”. Klogeligt belært af sin ”fars” fejl opretholdt han et skin af Republik. Embeder stod stadig åbne for patriciernes ambitioner, men Augustus havde i kraft af sine mange embeder og kommandoen over hæren i virkeligheden uindskrænket magt. I augustæisk retorik var republikken stadig sund og levende, men sandheden var at den var stendød.
Republikken blev således som det forhåbentlig fremgår dræbt af sin uvillighed til at reformere sin politik og kere sig om underklassens ve og vel, og af de enorme rigdomme den erobrede. Ambitiøse mænds magtbegær drev dem til at benytte rigdommene, folket og hæren i kampen om magten, og denne kamp dræbte Res Publica Romana. Eller som Ørsted formulerer det var Roms bystatsforfatning/organisation ikke i stand til at kapere udfordringerne i at sprænge rammerne for bystatens udstrækning og blive et verdensrige.[33]
[2] Ørsted, 2006, s. 78f og 83ff, Christiansen, 1995, s. 80.
[3] Ørsted, 2006, s. 78ff.
[4] Harris, 1979, s. 9f, Christiansen, 1995, s. 78ff.
[5] Christiansen, 1995, s. 77f, Ørsted, 2006, s. 83ff.
[6] Plutark citerer Dionysius,”The armies separated; and, it is said, Pyrrhus replied to one that gave him joy of his victory that one other such would utterly undo him. For he had lost a great part of the forces he brought with him, and almost all his particular friends and principal commanders; there were no others there to make recruits, and he found the confederates in Italy backward. On the other hand, as from a fountain continually flowing out of the city, the Roman camp was quickly and plentifully filled up with fresh men, not at all abating in courage for the loss they sustained, but even from their very anger gaining new force and resolution to go on with the war.”, fra The Internet Classics Archive, http://classics.mit.edu/
[7] Ibid, Christensen, 1995, s. 81.
[8] Christiansen, 1995, s. 78f påpeger symbiosen at støtten er betinget af romersk fasthed, men også en betingelse for den.
[9] Harris, 1979 og og Brunt, 1971a & 1971b når frem til at mellem 8 og 25 % af den krigsduelige og tjenesteberettigede befolkning var i felten årligt fra Første Puniske Krig og til Res Publica Romanas fald.
[10] Christiansen, 1995, s. 89 opremser forskellige mulige grunde, men jeg tror ganske simpelt at romerne ville imødegå enhver potentiel trussel, og at hver ny generation fra de store familier nærede et ønske om at leve op til forfædrende.
[11]http://en.wikipedia.org/wiki/File:Seleucid-Empire_200bc.jpg
[12] Pergamon, Rhodos og Athen.
[13] Kilden her er primært Christianden, 1995, s. 88ff, suppleret med Wikipedias artikel om 2. Makedonske Krig, http://en.wikipedia.org/wiki/
[14] Igen er kilden til dette primært Christiansen, suppleret af Wikipedias artikel om Antiochus og Lænas, http://en.wikipedia.org/wiki/
[15] Harris, 1979, s. 47ff.
[16] Harris, 1979, s. 52, citerer Livius, som desværre ikke endnu er fuldt tilgængelig på ”The Internet Classics Archive”
[17] Afsnittet om den romerske hær bygger hovedsagligt på Christensen, 1995, s. 60f, 69, 77 og 92.
[18] Oplysningerne i dette afsnit bygger på Christensen, 1995, s. 95ff, og Ørsted 2006, s.92ff. Uddybning findes i Brunt, 1971a og Brunt 1971b. 1971b er på 716 sider og jeg har ikke nået at læse det hele, 1971a, derimod er en kort og fremragende behandling af emnet.
[19] Det er vigtigt at huske at fortidigt landbrug var fysisk meget hårdt, krævende og umuligt for kvinder og børn at passe,det er en medvirkende grund til at bondesoldater i fortiden ofte var hårdføre.
[20] Harris, 1979, s. 48ff.
[21] Igen henvises til Christiansen, 1995, 63ff, for dette afsnit. Han går mere i detaljer i den komplicerede romerske forfatning, klassedeling og klassekamp. For mere information henvises desuden til Wikipedias artikel om samme, http://en.wikipedia.org/wiki/
[22] Ørsted, 2006’s beskrivelse af Cæsars karierre illustrerer fint den onde cirkel man som patricier af en slægt med store traditioner var fanget i, det samme gør McCulloughs romanserie, ”Den romerske familie”.
[23] Igen henvises til Christiansen, 1995, s. 95ff. Ager Publicus var jord ejet af Rom efter erobringerne i Italien, men benyttet af overklassen, som jo ikke ville miste dette privilegie.
[24] Graccherne var de mest kendte såkaldte ”Popularer”, politikere der førte og talte folkets sag.
[26] Christiansen, 1995, s. 81.
[27] Christiansen, 1995, s. 104, men alle nyere forskere fra Badian til Brunt og Harris er enige.
[28] Christiansen, 1995, s. 104.
[29] Ibid.
[30] Se Bilag I for placering af Pontos.
[31] Christiansen, 1995, s. 105 og Brunt, 1971a, 105ff.
[32] Augustus, Res Gestae, gengivet i Christensen, 1995, s. 108.
[33] Ørsted, 2006, s. 28ff.
